Rent og behageligt badevand!

Alle vil gerne have rent badevand. Her kan du læse lidt om hvordan Du selv kan være med til at sikre rent og behageligt badevand.

Hygiejne og klor

Vandet i bassinerne er tilsat klor. Klor er et kemikalie, som vi ikke ønsker at bruge så meget af, men vi kan desværre ikke undvære det som et vigtigt bakteriedræbende stof. Det er nødvendigt, af hensyn til dit helbred. Men der tilsættes ikke mere klor end nødvendigt. Klorindholdet er selvregulerende. Det vil sige, at hvis alle overholder hygiejnereglerne, så tilsættes mindst muligt klor. Hvis derimod mange ikke vasker sig ordentligt, ikke fjerne make-up etc, så tilsættes der automatisk mere klor, og der dannes mere forurenet klor i vandet. Forurenet klor er det du kan lugte i en svømmehal, og er tegn på, at ikke alle har vasket sig godt nok.

I svømmehallens teknikrum kan vi konstant følge klorindholdet på vores elektroniske måleapparater. Derudover tages der manuelle klorprøver flere gange dagligt, så vi kan følge det hygiejniske niveau i bassinerne.

 

Regler der giver rent badevand

-Du skal vaske dig grundigt, uden badetøj, inden du går i bassinerne. Se evt. skiltning i bruserum.
-Hvis du går på toilettet skal du vaske dig, inden du går i bassinet igen.
-Fjern al make-up, inden du vasker dig og går i bassinerne.
-Brug altid hårshampoo når du bader, så f.eks. hårlak og hårgelé fjernes. Begge dele er kemikalier, som skader rengøringsanlægget i bassinerne.
-Har du fodsvamp eller fodvorter må du kun benytte svømmehallen, såfremt du er under behandling for den pågældende sygdom. Såfremt du lider af andre smitsomme sygdomme(diarresygdomme, forkølelse, ondt i halsen, ørebetændelse og betændelse i huden) må du ikke benytte svømmehallen.
-Blebørn skal altid bære en speciel blebuks der kan købes i receptionen.
-Alle badegæster skal være iført rent og anderkendt badetøj. Badebukser, Badedragter og Burkinier etc sælges i receptionen. Ingen undertøj under badetøjet.

 

Vi hører jævnligt:
“Jeg har lige vasket mig hjemmefra”

Du skal vide at selv om du har vasket dig hjemmefra, begynder bakterierne hurtigt at formere sig på kroppen igen. Har du haft tøj på, og måske ligefrem været udenfor, er de tilbage i fuldt flor. Det er altså ikke nok at have ”været i bad hjemmefra”!

 

Hjælp os!
Vi er kendt for at have en ren svømmehal med rent bassinvand, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Derfor beder vi dig, og alle vores andre brugere, om at hjælpe os med at overholde miljøstyrelsens regler om hygiejne.  På den måde kan forbruget af klor begrænses til et minimum, til gavn for både svømmehallen, naturen og ikke mindst dig som svømmer.